Go to the page content
Livet med svær overvægt | 5 min. læsetid

Carina Jørgensen: "Psykiske årsager til overvægt er et overset aspekt"

Jeg er vokset op i et meget kærligt hjem. Min mor var frisør. Hun var smuk, høj og slank, men var alligevel altid på kur. Det samme var min mormor. Så det var også et hjem med et stort fokus på udseende og på vægt. Det resulterede i, at jeg i en meget tidlig alder følte, at jeg var forkert, for jeg var ikke tynd, men havde hvalpefedt. Derfor begyndte jeg også meget tidligt at overspise. Allerede dengang brugte jeg nemlig maden til at finde tryghed og trøst, når jeg havde det dårligt med mig selv, hvilket var meget tit. Derfor har jeg i mange år spist på mine følelser – uden jeg selv var klar over det. Og det fortsatte, indtil jeg på et tidspunkt i mit voksne liv endelig indså de psykologiske årsager til min overvægt.

Overvægt startede allerede som barn

Som barn havde jeg hvalpefedt og fik hurtigt lidt flere overflødige kilo, fordi jeg i en meget tidlig alder begyndte at overspise. Det gjorde jeg bl.a. fordi, jeg også meget tidligt begyndte at føle mig forkert, føle mig tyk og uden for det fællesskab, som de andre børn havde, og det medførte, at jeg blev meget usikker på mig selv. Og jo mere forkert jeg følte mig, jo mere begyndte jeg at spise, fordi jeg fandt trøst og tryghed i maden. Op igennem mine teenageår udviklede det sig til en spiseforstyrrelse i form af tvangsoverspisning.

Mine forældre var selvfølgelig opmærksomme på, at jeg tog mere og mere på, og de forsøgte at hjælpe mig bl.a. ved at blive meget restriktive omkring, hvad jeg måtte spise. Men det hjalp ikke meget, for så spiste jeg jo bare de forbudte ting i smug og blev ved med at overspise. Den sunde mad ændrede jo ikke på de følelser, jeg havde omkring mig selv. Så jeg tror simpelthen ikke, de vidste, hvad de skulle stille op. Der var jo heller ikke det samme fokus og den samme tilgang til børn med overvægt, som der er i dag.

Da jeg var omkring 17 år, tog min mor mig med til lægen for første gang. På det tidspunkt var jeg buttet men ikke overvægtig. Men fordi jeg følte mig så forkert og så meget uden for, var det meget vigtigt for mig at tabe mig. Og så udskrev lægen nogle slankepiller, som jo på ingen måde hjalp mig – bl.a. fordi det jo var mit eget syn på mig selv og dermed noget psykisk, som var det egentlige problem og årsagen til, jeg tog mere og mere på.

"Det resulterer i, at jeg i de efterfølgende år tager mere og mere på i vægt, netop fordi jeg brugte maden til at finde tryghed og trøst. Og på den måde endte jeg i en ond cirkel".

-Carina Jørgensen

Forløb på psykoterapeutisk center kickstartede behandlingen for overvægt

Min overvægt og min spiseforstyrrelse fik for alvor fart i 1995, da jeg var 21 år og var gravid med min første datter. Her havde jeg det også rigtigt svært psykisk, jeg var meget usikker og spiste derfor så ufatteligt meget. Så under graviditeten tog jeg 42 kg på, og efter fødslen går jeg faktisk ned med en fødselsdepression. Og herefter går jeg igennem en hård årrække, hvor jeg har det rigtig skidt med mig selv og er ekstremt usikker på alt.

Det resulterer i, at jeg i de efterfølgende år tager mere og mere på i vægt, netop fordi jeg brugte maden til at finde tryghed og trøst. Og på den måde endte jeg i en ond cirkel. For jo mere jeg tog på, jo dårligere fik jeg det med mig selv, og jo mere spiste jeg så for at lindre mit ubehag. I denne periode går det op for mig, at jeg lider af tvangsoverspisning. Men jeg har ikke overskuddet til at række ud efter hjælp.

Det var en hård periode i mit liv, og jeg delte på intet tidspunkt mit indre kaos og min tvangsoverspisning med hverken min mand, veninder eller øvrige familie. Jeg skammede mig over mig selv og var bange for, hvad de ville tænke om mig, hvis de opdagede, hvordan jeg proppede mig med mad.

Det var faktisk først i 2006, hvor jeg i forbindelse med min tredje graviditet indgår i et forløb på almenpsykiatrisk afdeling for at forebygge en ny fødselsdepression, at de får mig overbevist om, at jeg skal søge hjælp. De får mig til at åbne op og ser jo så, hvor galt det faktisk står til med mig rent psykisk. Og herfra tager det så fart, da jeg umiddelbart efter, via min læge, bliver henvist til et forløb på et psykoterapeutisk center.

Behandling af overvægt handler ikke kun om kilo, men også om sind

Forløbet på centeret varede et halvt års tid. Her får jeg bl.a. appetitnedsættende medicin og indgår i gruppeterapi. Men vigtigst af alt bliver der arbejdet på at få håndteret min usikkerhed, mit forvrængede selvbillede og mit selvhad - altså de psykiske aspekter, jeg havde kæmpet med lige siden jeg var barn. De var i virkeligheden de fundamentale årsager til, at jeg hele mit liv havde kæmpet med min vægt og på daværende tidspunkt var endt med at veje 130 kilo.

Det var første gang i alle de år, at jeg oplevede, at man så udover mine kilo og faktisk var fokuseret på at finde og afhjælpe årsagen til, at jeg var blevet så overvægtig. Og det er jo essensen af det hele. For hvis man ikke eliminerer årsagen, så ender man jo bare samme sted før eller siden, lige meget hvor mange slankekure, fedmeoperationer osv. man måtte gennemgå.

”Man skal finde ind til kernen. Handler kiloene kun om mad, eller er det noget andet, der stikker dybere, og som der skal tages hånd om først?”.

Ærlighed og selvtillid fulgte med behandlingen

I behandlingen lå der også en pårørendeaften, og den aften er første gang, at jeg nogensinde åbner op for min mand og mine forældre og fortæller om, hvordan jeg har haft det med min tvangsoverspisning, og hvad jeg har gennemgået i alle de år. Indtil da havde jeg som sagt været for skamfuld og for flov til at fortælle selv mine nærmeste om det.

At jeg åbnede op for mine pårørende, resulterede i, at jeg begyndte at åbne op for resten af omverdenen. Jeg fik selvtillid til at være åben og ”stå op for min overvægt”. ”Ja, jeg er overvægtigtig, og hvad så?!”. Jeg fik lyst og mod til selv at opsøge ny viden om min situation bl.a. via landsforeningen for spiseforstyrrelser. Og til sidst forsvandt hadet til mig selv. Jeg har det fantastisk godt i dag, og fordi jeg fik styr på det psykiske først, er det faktisk også lykkedes mig at holde det vægttab, som jeg indtil videre har opnået efter min fedmeoperation, som jeg fik i juni 2019.

Mit bedste råd til andre i samme situation er, at man skal tage sig selv alvorligt og søge hjælp. Ikke kun hjælp til selve kiloene, men også hjælp til at finde ud af ”hvad handler det her om”. Skyldes det blot madglæde, eller er der noget psykisk bag – noget der stikker dybere? I så fald er det min overbevisning og min erfaring, at der skal arbejdes lige så meget med sindet som med selve kiloene. Ellers vil det aldrig lykkes at bryde den onde cirkel.

Relaterede artikler

Dine følelser påvirker din vægt og dit vægttab
Psykologi | 5 min. læsetid

Dine følelser påvirker din vægt og dit vægttab

At spise for at føle sig bedre tilpas kaldes ofte for følelsesmæssig spisning – og det er grunden til, at vi sommetider har brug for psykologisk støtte frem for rådgivning om kost.