Go to the page content

Vær opmærksom på hjertekarsygdomme, hvis du lever med svær overvægt

Der kan være en række følgesygdomme og komplikationer forbundet med svær overvægt. Blandt andet giver svær overvægt øget risiko for at udvikle hjertekarsygdomme. Morten Bøttcher, professor og overlæge, forklarer her, hvad sammenhængen er mellem hjertekarsygdomme og svær overvægt, hvilke symptomer man skal være opmærksom på – og hvad man selv kan gøre for at forebygge. 

Af Morten Bøttcher, professor, overlæge, ph.d., Klinik for Hjerteforskning, Hjertesygdomme, Regionshospital Gødstrup

Hvad er hjertekarsygdomme – og hvordan opstår de?

Hjertekarsygdomme dækker over alle de sygdomme, der findes i hjertet og de store kar og blodårer i kroppen, der fører op til hovedet og ned til benene. Betegnelsen dækker også over alle de sygdomme, der er forsaget af åreforkalkninger i blodårerne – eksempelvis de små blodårer, der forsyner selve hjertemusklen med blod. Hjertekarsygdomme bruges desuden som en bred betegnelse for blodpropper og åreforkalkning i selve hjertet og de store blodårer, der løber rundt i kroppen.

Typisk opstår sygdommene ved, at man får aflejringer af kolesterolfedt og kalk i blodåren. Fedtaflejringer gør, at der kommer hårde strukturer (plaques) i selve blodåren forårsaget af kalkaflejringer – og det kan resultere i to tilstande: Åreforkalkninger og blodpropper.

Åreforkalkninger medfører et dårligt blodomløb, så blodet får svært ved at komme rundt og forsyne et eller flere organer med blod, hvilket kan give smerter og rytmeforstyrrelser i hjertet. Blodpropper er derimod akutte tilstande, hvor der pludseligt opstår en tillukning af blodkarret, og hvor blodforsyningen til et område dermed stopper. 

Svær overvægt og risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme

Sammenhængen mellem hjertekarsygdomme og svær overvægt er kompleks – og selvom svær overvægt langt fra altid leder til hjertekarsygdomme, så kan overvægt føre en række risikofaktorer med sig. Overordnet kan man sige, at personer, der lever med svær overvægt, ofte vil have en øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. Type 2-diabetes er med til at gøre, at forkalkningsprocessen i kroppens blodårer går hurtigere.

Derudover vil personer med svær overvægt typisk også have forhøjet kolesterol i blodet – og kolesterol er noget af det, der forårsager åreforkalkning. Både type 2-diabetes og højt kolesterol i blodet kan derfor medvirke til, at blodårerne i kroppen forkalker hurtigere og derved øger risikoen for dårligt blodomløb og blodpropper.

Når man lever med svær overvægt, kan den ekstra vægt samtidig give et øget pres på brystkassen og altså på selve hjertet. Det kan føre til rytmeforstyrrelser – det vil sige, at hjertet bliver irriteret, og rytmen bliver uregelmæssig. Rytmeforstyrrelser er 20-30 % mere hyppigt hvis man har svær overvægt sammenlignet med, hvis man ikke har1. Disse forstyrrelser kan være af større eller mindre grad, men i nogle tilfælde kan de være alvorlige og livstruende. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på disse risikosammenhænge mellem svær overvægt og hjertekarsygdomme – og at man reagerer på de eventuelle signaler, som kroppen sender.

Hvilke symptomer skal man være opmærksom på?

De fire mest typiske symptomer på hjertekarsygdomme, som man altid skal være opmærksom på, er:

  • Brystsmerter i forbindelse med at man anstrenger sig
  • Uregelmæssig hjerterytme eller en oplevelse af, at hjertet slår meget hurtigt eller meget langsomt
  • Hvis man bliver meget forpustet ved ganske let anstrengelse
  • Væskeophobning i kroppen

Hvis man oplever et eller flere af disse symptomer, så er det altid anbefalingen, at man tager en snak med sin læge.

En række af disse symptomer kan dog også opstå som følge af at leve med svær overvægt. Eksempelvis kan man opleve at blive hurtigere forpustet ved anstrengelse, da kroppen kræver meget mere ilt, fordi den skal forsyne mange flere celler. Selvom overvægt derfor kan være årsag til, at man hurtigere bliver forpustet, så bør man alligevel altid søge læge, hvis man i tvivl, for at finde årsagen til symptomerne. 

Hvordan forebygger man udvikling af hjertekarsygdomme?

Fordi svær overvægt kan give øget risiko for udviklingen af hjertekarsygdomme, er reducering af kropsvægt noget af det, man bør have fokus på, hvis man vil forsøge at forebygge hjerterelaterede sygdomme. Det er klart, at svær overvægt er en kompleks tilstand med mange årsager og derfor ikke noget, man kan ændre på fra den ene dag til den anden. Alligevel er det vigtigt at have fokus på, når vi snakker om forebyggelse og risikonedsættelse.  

Derudover er der en række andre ting, man hurtigere kan arbejde med og se en direkte effekt af. Det er fx rygestop. Tobaksrygning kan nemlig give en betydelig øget risiko for blodpropper. En anden gavnlig faktor kan være at øge sit aktivitetsniveau. Fysisk aktivitet medvirker nemlig også til at forebygge hjertekarsygdomme. Det handler altså særligt om at have fokus på sin vægt og på fysisk aktivitet, holde øje med sit blodtryk og tænke over eventuelt at sænke sit kolesteroltal, hvis det er for højt.

Selvom der altså findes en række måder at forebygge hjertekarsygdomme på, så er der mange faktorer, der gør, at man udvikler sygdommene – også faktorer, man ikke har indflydelse på, som fx genetik. Vær derfor ekstra opmærksom på, om du oplever symptomer, hvis du ved, at andre i din familie har hjertekarsygdomme. 


 

Er du i tvivl?

Oplever du ovenstående symptomer – eller er du i tvivl, om dine symptomer skyldes overvægt, mulig hjertekarsygdom eller andet – er det vigtigt, at du tager kontakt til din læge. Din læge kan undersøge dig for mulig sygdom, men også rådgive og vejlede dig, hvis du har spørgsmål til din overvægt eller andre helbredsmæssige forhold.

Se videoen med Morten Bøttcher som fortæller mere om symptomer og forebyggelse her. 

RELATEREDE ARTIKLER

DK22SX00107 11. november 2022