Oplevelsen ved Kragerup Gods satte en masse tanker i gang, og jeg fandt ud af, at det er rigtig vigtigt for mig at kunne være med i leg og motion uden at føle skam og smerte. Jeg havde et brændende ønske om igen at kunne være aktiv sammen med min familie, om at kunne passe min lejlighed og min kolonihave mange år endnu og om igen at kunne løbe. Det blev min motivation til at tage kampen op mod kiloene igen.
Denne gang greb jeg dog processen omkring mit vægttab anderledes an – selvom det egentlig var lidt af en tilfældighed. For da jeg besluttede mig for igen at gøre noget ved min overvægt, startede jeg i et fitnesscenter, hvor en af de andre i centret anbefalede mig at tage fat i en fagperson med stor erfaring inden for svær overvægt, træning og kost.
Han har siden spillet en afgørende rolle i mit vægttabsforløb, men også i mit liv generelt, fordi han har formået at forstå, hvordan jeg fungerer og hvad, der motiverer mig, og ud fra det givet mig nogle værktøjer, jeg kan arbejde med. Men han har også givet mig tryghed, støtte og en tro på, at jeg kan – også når jeg indimellem synes, at det er svært. For livet kan stadig komme i vejen og resultere i udsving på vægten, men nu har jeg en følelse af ikke at stå alene med det hele, hvis læsset vælter. Og det har vist sig at være altafgørende for mig.
For mig har min overvægt handlet om meget mere end kiloene på vægten. Det har handlet om et behov for kontrol og frygten for at miste den. Den frygt vil altid være der, men gennem den støtte, jeg har fået, har jeg opbygget nogle værktøjer til at kontrollere den.
Mit bedste råd til andre, der gerne vil holde fast i et vægttab, er derfor at opsøge en fagperson, som kan hjælpe dig med at finde de redskaber, du har brug for. Selvom jeg flere gange i løbet af mit liv har opnået store vægttab på egen hånd, er jeg i dag sikker på, at jeg havde haft langt større succes med at vedligeholde mit vægttab, hvis jeg havde fået hjælp af en dygtig fagperson tidligere i mit liv.
Derudover har jeg oplevet, hvor vigtigt det er at åbne op omkring overvægt, overspisning og usikkerhed.
Jeg øver mig i at tale højt om det nu – om det uperfekte – med mine nærmeste. Og så tror jeg også, at det er vigtigt med den rette motivation. Jeg gik jo med forestillingen om, at livet blev lutter idyl og lykke, når kiloene på vægten faldt, men jeg har fundet ud af, at det, for mig i hvert fald, handler meget mere end det. Det handler dybest set om, at jeg vil kunne leve mit liv, som jeg har lyst til.
Hør Pia Noach sætte ord på, hvordan hun har det efter at have gennemført et stort vægttab, men også hvilke følelser, det får frem i hende, de gange, hun har oplevet at tage kiloene på igen. Få også Pias bedste råd til at opnå et varigt vægttab.