Hadet til min krop og mig selv startede tidligt. Jeg følte ikke, at der var plads til mig i denne verden, fordi jeg var så tyk. Så jeg har altid fokuseret meget på min vægt og mit udseende - og følt mig helt forkert. Det førte til, at jeg i en tidlig alder udviklede en spiseforstyrrelse, som har fulgt mig det meste af livet. Jeg syntes, at det var flovt at veje for meget, men i stedet for at tale med nogen om det, spiste jeg bare endnu mere. Vendepunktet sker, da jeg begynder at åbne op og tør sætte ord på, at jeg har det svært og har brug for hjælp – og først her bliver den onde cirkel endeligt brudt.

Jeg startede hos en erhvervspsykolog, der lavede en plan for, hvad jeg skulle gøre for at komme i behandling for min spiseforstyrrelse. Jeg efterspurgte selv en fedmeoperation, men blev afvist, da der skulle styr på min spiseforstyrrelse først, hvilket jo giver mening. 

Planen inkluderede, at jeg skulle til min egen læge, fordi det kræver en henvisning. Det har jeg altid frygtet, fordi jeg var ekstrem flov over min overvægt og at få at vide, at jeg bare skulle ”lukke munden og lette røven”. Hvis det var så nemt, så havde jeg jo nok selv taget hånd om mit eget vægttab. Men med erhvervspsykologen i ryggen, fik jeg modet til at gå til min læge og fortælle om mine problemer, så jeg kunne blive hjulpet videre. 

Og da jeg først var inde i systemet, blev jeg mødt af de mest fantastiske mennesker, der tog hånd om mig og fik mig i den rette behandling. Jeg var åben, sårbar og villig til at gøre alt, de sagde. Det krævede hårdt arbejde, men det er også det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. På det tidspunkt var jeg indstillet på at gøre alt for at få det bedre, og derfor fik jeg det også bedre. Jeg er dybt taknemlig for, at jeg fik muligheden for at komme i behandling. Det var sindssygt hårdt, men det har også reddet mit liv.