Go to the page content

Overvægt hos kvinder:
Hormoner, livsfaser og helbred

Kvinders kroppe er i konstant forandring. Fra pubertet til overgangsalder spiller hormoner en afgørende rolle for alt fra energiniveau til kropsform. Derfor er det ikke overraskende, at mange kvinder oplever, at vægten kan være en særlig udfordring i bestemte livsfaser og ved tilstande som f.eks. PCOS (polycystisk ovariesyndom). Det handler ofte om mere end blot livsstil – det handler om biologi.

Obesity-in-Women-img1

Kroppens fedtfordeling og sundhedsrisiko

Det er vigtigt at huske, at mænds og kvinders kroppe er bygget forskelligt. Selvom en vis mængde fedt er nødvendig for kroppens funktioner, kan en forhøjet fedtprocent føre til, at kroppen kommer i en kronisk, let betændelsestilstand. Denne tilstand er belastende for kroppen og kan over tid øge risikoen for en række sygdomme, herunder hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes.

Vidste du, at næsten hver 5. voksne dansker lever med svær overvægt? Det er en fælles udfordring, og som kvinde er du ikke alene. Tallet dækker over mange individuelle historier og forskellige årsager til, at vægten er blevet en udfordring.

Mænd har generelt mere muskelmasse, og kvinder har fra naturens side en højere fedtprocent. Fedtet har også en tendens til at fordele sig anderledes hos kvinder, typisk på hofter og lår ("pæreform"). Efter overgangsalderen flytter fedtlagringen sig ofte til maven ("æbleform"), og dette mavefedt er forbundet med en større sundhedsrisiko end fedt på hofter og lår. Det understreger, at en vurdering af sundhed og vægt ikke kun handler om tallet på vægten, men også om kroppens sammensætning.

Hør om Carinas kamp mod overvægt

Overgangsalderen – en tid med forandring for kroppen

Mange kvinder oplever, at det bliver sværere at holde vægten i årene omkring overgangsalderen. Det skyldes ikke manglende viljestyrke, men en række fysiologiske forandringer, der sker, når kroppens produktion af det kvindelige kønshormon østrogen falder:

Forbrændingen falder

Muskelmassen mindskes naturligt, og det sænker kroppens stofskifte.

Ændret fedtfordeling

Som beskrevet ovenfor flytter fedtlagringen sig ofte til maven, hvilket øger risikoen for bl.a. hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes.

Nedsat virkning af insulin i kroppen

Dette kan starte en ond cirkel med højt blodsukker og nedsat insulinfølsomhed i kroppen og derved øge lagring af fedt. Høje insulinniveauer gør det sværere at tabe sig, da de både hæmmer nedbrydningen af fedtmasse og fremmer fedtdeponering.

Søvnforstyrrelser

Overgangsalderen er ofte forbundet med søvnproblemer, hedeture og nattesved. Dårlig søvn kan påvirke de hormoner, der regulerer appetit og mæthed, og øge trangen til at spise mere.

Disse ændringer kan altså øge risikoen for forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes.

Obesity-in-Women-img3

PCOS – en hormonel ubalance

PCOS er den hyppigste hormonelle forstyrrelse hos kvinder, og man anslår, at op mod 17% er påvirket af tilstanden. Tilstanden skyldes ofte en genetisk disposition og/eller en øget produktion af mandlige kønshormoner (androgener), som forstyrrer signaleringen af insulin i kroppen. Dette fører til insulinresistens (nedsat insulinfølsomhed i kroppen), som kan gøre det markant sværere at holde vægten, øge risikoen for overvægt og påvirke fertiliteten. Nedsat virkning af insulin i kroppen har samme effekter som beskrevet i afsnittet overfor. Oplever du symptomer på PCOS, er det vigtigt at tale med en læge.

Obesity-in-Women-img4

Graviditet og tiden efter fødsel

Efter en fødsel er der rigtig mange årsager til, at det kan være svært at tabe sig. Den nye hverdag med ændrede søvnmønstre, manglende energi, tid til sig selv og motion er en stor omvæltning for de fleste.

Obesity-in-Women-img5

Lipødem – når fedt fordeler sig anderledes

Lipødem er en kronisk og ofte smertefuld tilstand, hvor fedt ophober sig symmetrisk på ben, hofter og arme. Tilstanden rammer næsten udelukkende kvinder og forveksles ofte med almindelig overvægt. Det er dog en selvstændig sygdom, der kræver en specifik diagnose og behandling, da almindelig slankekur sjældent har den ønskede effekt på de ramte områder.

Talk-to-your-doctor-about-your-challenges

Tal med lægen om dine
udfordringer

Uanset om det er overgangsalder, PCOS eller tiden efter en graviditet, er en samtale med en læge et godt sted at starte. Og selvom man måske er vant til at have mange bolde i luften, kan biologien være en uforudsigelig medspiller, så husk: Du er ikke alene, og din krop fortjener at blive forstået.

Severe_obesity

Bliv klogere på overvægt og
kvindekroppen

Vil du høre mere om, hvordan overvægt påvirker kvindekroppen i forskellige livsfaser? Lyt med i afsnit 10 af ‘Svær overvægt… Og hvad så?’. Og er du nysgerrig på overgangsalderen, kan du lytte til afsnit 11.

Kilder

Syddansk Universitet m. fl.: Danskernes Sundhed, Den Nationale Sundhedsprofil 2025.

Hjerteforeningen. Hormoner og hjertet – sådan påvirker overgangsalderen dit hjerte. https://hjerteforeningen.dk/artikler/alle-artikler/pas-ekstra-godt-pa-dit-hjerte-i-overgangsalderen/
 
Changes in body composition and weight during the menopause transition. JCI Insight. 2019 Mar 7;4(5):e124865. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30843880/

DK26OB00042 | 1. april 2026