Appetitsystemet og overvægt:  Den usynlige chef for din vægt

Vores vægt er i høj grad bestemt af vores gener. Forskning peger på, at arvelighed kan stå for mellem 40-70% af risikoen for at udvikle svær overvægt. Det betyder, at vi fra naturens side har forskellige biologiske "setpoints" for vores vægt. Hormoner og appetitsignaler arbejder konstant for at holde vægten stabil omkring dette punkt. For nogle mennesker betyder det en genetisk sårbarhed over for vægtøgning, hvor hjernen er mere følsom over for signaler om mad, og kroppen er mere effektiv til at lagre energi.

Dit appetitsystem bruger en række kemiske budbringere til at regulere sult og mæthed. Man kan se de to vigtigste hormoner og appetitsignaler som kroppens "gaspedal" og "bremse": 

Hos mange, der lever med overvægt, kan der opstå leptinresistens. Det betyder, at selvom kroppen producerer rigeligt af mæthedshormonet leptin, "hører" hjernen ikke signalet effektivt. Bremsen virker ikke, som den skal, og resultatet kan være en vedvarende sultfølelse, selvom man egentlig har spist nok.

Når man taber sig, opfatter kroppen det som en trussel mod dens overlevelse. Den vil forsvare sin tidligere, højere vægt og sætter derfor ind med et stærkt biologisk modangreb: 

• Sulten øges: Kroppen øger produktionen af sulthormonet ghrelin for at få dig til at spise mere. 
• Mætheden falder: Samtidig falder niveauet af mæthedshormoner som leptin, så du føler dig mindre mæt af den samme mængde mad. 
• Forbrændingen kan falde: Kroppen kan også nedsætte energiforbruget for at holde på sine reserver. 

Denne biologiske modstand er en af de primære årsager til, at mange oplever at tage på igen efter et vægttab. Det er en naturlig reaktion, hvor kroppen kæmper for at vende tilbage til den vægt, den kender.